Vedtægter for Herredagen i Frederikssund Golf Klub
Vedtaget på generalforsamling 27/10-2020
§ 1 Formål
Formålet for Herredagen et at dygtiggøre gamle såvel som nye medlemmer, at diskutere golf- og etiketteregler samt at udbygge det kammeratlige samvær mellem medlemmerne blandt andet gennem forskellige golfarrangementer, som fx:
– en løbende turnering over sæsonen
– en månedlig match med efterfølgende spisning
– venskabsmatcher mod andre golfklubber
§ 2 Medlemmer
Som medlemmer af Herredagen kan optages mandlige medlemmer af Frederikssund Golf Klub med et registreret handicap på max. 54 og som er fyldt 18 år.
Medlemskab registreres for én sæson ad gangen efter betaling af det fastsatte kontingent.
§ 3 Kontingent, økonomi
Kontingentet fastsættes for én sæson ad gangen og er ens for alle medlemmer uanset indmeldelsestidspunktet i løbet af sæsonen.
Det tilstræbes at minimum 75 % af kontingentet kommer direkte retur til medlemmerne i form af præmier og lignende. Det tilstræbes endvidere, at månedsmatcher og andre særarrangementer hviler i sig selv i form af deltagerbetaling.
§ 4 Herredagsbestyrelsen
Herredagen ledes af en Herredagsbestyrelse bestående af 4 – 6 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen blandt medlemmer der opfylder § 2. Endvidere vælges 1 – 2 bestyrelsessuppleanter.
Herredagsbestyrelsen konstituerer sig selv med formand, sekretær og kasserer samt mindst én matchleder.
Herredagsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsessuppleanter deltager i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.
Herredagsbestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 5 Daglig ledelse, tegningsregler m.m.
Herredagsbestyrelsen har den daglige ledelse af Herredagen og træffer med bindende virkning beslutninger i Herredagens anliggender.
Herredagen tegnes af formanden og ét bestyrelsesmedlem.
Ingen kan optage gæld på Herredagens vegne udover de forpligtelser, der på sædvanlig vis opstår i forbindelse med afvikling af Herredagens arrangementer.
§ 6 Regnskab
Herredagens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september
Herredagens kasserer udarbejder regnskab over indtægter og udgifter samt Herredagens formue.
Regnskabet revideres af en revisor valgt på generalforsamlingen blandt Herredagens medlemmer.
Regnskabet fremlægges skriftligt for Herredagsbestyrelsen for efterfølgende godkendelse på generalforsamlingen.
§ 7 Generalforsamling
Generalforsamlingen afholdes i oktober måned efter sæsonens afslutning.
Generalforsamlingen annonceres gennem indkaldelse i GolfBox og ved opslag på Herredagens opslagstavle mindst 3 uger før afholdelsen.
Forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
Alle medlemmer af Frederikssund Golf Klub kan være til stede ved generalforsamlingen, men stemmeberettigede er kun medlemmer som har betalt kontingent for enten den afsluttede sæson eller den kommende sæson.
Dagsorden for generalforsamlingen er som følgende:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om den afsluttede sæson
3. Fremlæggelse af regnskab for sæsonen
4. Indkomne forslag fra medlemmerne herunder vedtægtsændringer
5. Bestyrelsens planer for den næste sæson – herunder forslag til kontingent og budget
6. Valg til Herredagsbestyrelsen og øvrige poster
7. Eventuelt
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflerhed blandt de fremmødte.
Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer er 2 år. Genvalg kan forekomme.
I lige år er formand og 1 – 2 bestyrelsesmedlemmer på valg
I ulige år er kasserer og 1 – 2 bestyrelsesmedlemmer på valg
Hvert år vælges 1-2 suppleanter, én revisor og én revisorsuppleant
Vedtægtsændringer godkendes på den ordinære generalforsamling ved afstemning blandt de fremmødte medlemmer.
Eventuelle ændringer er vedtaget, hvis mindst halvdelen af de fremmødte stemmer for.
§ 8 Opstartsmøde
Forud for sæsonstart afholdes i marts måned et opstartsmøde.
Opstartsmødet annonceres gennem indkaldelse i Golfbox og ved opslag på Herredagens opslagstavle mindst 3 uger før afholdelsen.
Det skal sikres at indkaldelsen tilgår alle potentielle deltagere.
På opstartsmødet orienteres om planer for den kommende sæson, golfregler og andre relevante forhold.
§ 9 Herredagens opløsning
Bliver Herredagsbestyrelsen ude af stand til at varetage de planlagte opgaver indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling for at finde medlemmer, der kan færdiggøre sæsonen.
Er der ingen interesserede på generalforsamlingen til at fortsætte Herredagen skal medlemmerne på generalforsamlingen tage stilling til afvikling af Herredagen og dens formue.
Skyldes opløsningen af Herredagen opløsning af Frederikssund Golf Klub, er det udvalgets opgave at arrangere et golf arrangement med deltagelse af flest mulige medlemmer og derved anvende Herredagens opsparede formue.
###